De forskellige scener

I alle de første scener jeg skulle medvirke i, blev jeg altid placeret helt bagerst, langt væk fra kameraets fokus. Jeg skulle blandt andet gå fra punkt A til B, når kvinden overfor mig nåede hen forbi en bestemt dør. Eller så skulle jeg stå og have en dialog (uden lyd) med en anden patient. Det var også meget sjovt til at starte med. Men så begyndte jeg at drømme om, at komme tættere på kameraet.

Mit møde med Eddie og Tom

Hvis I ikke allerede ved det, ja så er jeg altså lidt overtroisk nogle gang. Derfor jeg gik i dialog med mig selv. Jeg mente ikke det kunne være rigtigt, at jeg nu var kommet så langt og skulle medvirke i en Hollywood film, og jeg så slet ikke ville komme på lærredet alligevel. Da det blev pause igen, stillede jeg mig hen i et hjørne og skulede ud over crewet og settet, som var ved at sætte lys og kamera op til den næste scene. Jeg fik indtrykket af, at hovedrolleindehaveren, Eddie Redmayne skulle stidde på bænken over ved væggen. Så jeg tænke hurtigt, at jeg ville sidde dér, lige ved siden af ham. Så jeg bad de højere magter om lige at få ordnet det. For så burde jeg nok skulle komme på det store lærred. Derefter gik jeg hen til de andre og spiste lidt frugt og tænkte ikke mere på det. Efter noget tid skulle vi alle stille os op på række, så de kunne fordele os ud til, hvor vi nu skulle være. Der kom en ung man med headset hen til mig og førte mig ned i det fjerneste hjørne. Da jeg stod der tænkte jeg bare, at han ikke lige helt havde forstået budskabet. Tre minutter efter kom han og ville have mig tættere på kameraet. Men det var jo ikke der jeg havde aftalt med de højere magter, at jeg skulle være. Jeg tænkte bare, hvornår det mon gik op for ham, at det altså var mig der skulle sidde på dén bænk der. Filminstruktøren, Tom Hooper gjorde tegn til, at vi skulle til at i gang. Jeg stod bare pænt og ventede på min ”forkerte” position og pludselig kom den unge forvirrede mand løbende hen til mig igen og sagde forpustet, at jeg skulle skynde mig ned og sætte mig på bænken ved siden af Eddie. Det var da på tide han forstod en hentydning, tænkte jeg med et indre smil.

Tom Hooper kom hen og gav mig og en anden kvinde en instruktion om, at vi bare skulle sidde på bænken og have en samtale sammen, imens der filmes.

Scenen går i gang. Eddie kommer feminint gående op af trappen.

Jeg kommer til syne i kameraet for første gang.

Eddie fortsætter med at gå

Han går lige forbi os og stopper ved et bord, hvor han melder sin ankomst ved to sygeplejersker.

Han bliver bedt om at sætte sig hen på bænken ved siden af os, som sidder og snakker.

Jeg tager min statist kollega på hendes gravide mave for at vise med mit kropsprog, at vi snakker om hendes barn.

Pludselig opdager jeg ud af øjenkrogen, at Eddie sidder og kigger på os, imens han smiler til mig. Jeg smiler tilbage til ham.

Min kollega kigger tilbage for at se, hvad jeg kigger på.

Så bliver Eddie genert, smiler endnu mere og kigger væk.

Jeg begynder samtalen med min kollega igen og så bliver der råbt “Yeeees, thank you!” og scenen stopper.

Tom Hooper kommer meget begejstret hen til mig og fortæller, at det jeg lige gjorde der, med maven og smilet til Eddie bare var rigtig godt og det skulle jeg gøre igen. Jeg følte mig stolt af, at jeg turde improvisere, selvom jeg bare havde fået at vide af en oscar vindende instruktør, at jeg kun skulle sidde at snakke.

Vi tog scenen om nogle gange, fordi den skulle tages fra forskellige vinkler. Jeg blev enig med mig selv om, at jeg nu bare skulle nyde, hvad jeg var i. Scenen gik i gang igen og disse øjne mødte mine.

Jeg fik et sug i maven. Ham her jeg sidder og kigger ind i øjnene lige nu. Ham som fucking sidder og smiler til mig, og kun mig, lige nu. Han har lige vundet en Oscar for den bedste mandlige hovedrolle. Det er for vildt. Jeg var så taknemmelig. Jeg følte mig inspireret og jeg fik lige en ordenlig potion selvtillid ned i kroppen.
På dette tidspunkt havde jeg endnu ikke lavet så meget skuespilrelateret, som hvor jeg har nu. Jeg tænkte, at hvis jeg kunne sidde der allerede. I en Hollywoodfilm og kigge en af tidens dygtigste skuespillere direkte ind i hans sjæl, hvad kan dette så ikke ende med…..

Dream big dreams, but start small.
A journey of thousand steps begins with a step.

Min dag i Hollywood

”Nej det sker bare ikke det her!”, tænkte jeg da jeg meget tidligt om morgenen, på et hotel i København og så mig selv i spejlet. Der stod jeg med et knald rødt og betændt øje. Det var første gang i mit liv, at jeg skulle medvirke i en Hollywood film også skal det ske med et betændt øje. ”Ååååh altså.”

Heldigvis skulle jeg bare være patient – så jeg blev enig med mig selv om, at hende her altså godt kunne have et betændt øje. Så så det også mere troværdig ud!

Jeg skulle møde op uden nyvasket hår og usminket. Så jeg lignede rigtigt en lille trold, da jeg trådte ind i “Hollywood verdenen” denne morgen.
Alle var i fuld sving! Stemningen og humøret var højt. Jeg blev sendt ind i kostumen for at blive klædt på. På et stativ hang der en pose med mit navn “Helen Baider”. Jeg grinte lidt inde i mig selv, da jeg læste navneskiltet, men jeg var nu sikker på, at det var min pose tøj på trods af de små fejl. Jeg var en af de få kvindelige patienter, der heldigvis ikke skulle være gravide. Ellers skulle jeg havde gået rundt med en kæmpe mave en hel dag.

Jeg blev sendt videre op til frisørne. De fik sat mit hår, som det gjorde til prøven og det fik nedtonet mine øjenbryn. Nu lignede jeg da først en albino. Hehe. Men sådan var det jo!

Da alle os statister var færdige, skulle vi stille os op på en række. Vi var nok omkring 10-15 stykker, hvilket vist ikke var særligt mange i forhold til scenerne dagene før i Nyhavn. Vi skulle godkendes en sidste gang og vi blev lige rettet til. Mine øjenbryn var stadig for mørke og skulle igen nedtones. Derefter blev vi hentet i et par minibusser og kørt hen til stedet, hvor der skulle optages.

Optagelserne skulle denne dag finde sted i Københavns Rådhus. Da minibusserne stoppede et stykke væk fra Rådhuset. Vi steg ud og gik resten af vejen selv. Folk vi mødte på vejen kiggede lidt mærkeligt på os. Vi lignede en gruppe mennesker fra fortiden, der var på besøg i fremtiden. Da vi kom ind, blev vi tjekket af security. Vi hviskede lidt til hinanden. Der er rigtig mange forskellige mennesker. De alle havde radioer og headset på, men vi kunne ikke se selve settet, da der blev optaget på etagen over os. Pludselig blev der råbt, “Aaaaand action!”, “sssssssssssshh!”. Der blev helt stille. Jeg stivnede og glemte lige at trække været i nogle sekunder og vågnede derefter op igen. Efter lidt tid var de færdige med de første optagelser, også blev vi ført op ovenpå.

Jeg gik op af de kæmpe stentrappetrin, som førte os op til, hvor det hele skete. Lige så stille kom settet til syne. Jeg vil tro der denne dag var omkring 130 crew på job. Lysfolk, sminkører, runnere, assistenter osv. Jeg fik en kæmpe waw-følelse inde i kroppen. Det var lidt vildt, at se at noget der var så stort samt, hvor der var så mange mennesker indblandet, fungere så glidende. Instruktøren, Tom Hooper gav en besked til én person, og wupti, derefter blev alle lys og kamera flyttet rundt på. Kommunikationen foregik meget over radioerne.

Der skulle optages 8 scener denne dag og jeg skulle være med i 5 af dem. I de scener jeg skulle medvirke i, spillede disse skuespillere:

Den Oskarbelønnede Eddie Redmayne – (Fra “Teorien om alting”)

Svenske Alicia Vikander – (Fra “En Kongelig Affære”)

Cosima Shaw

Matthias Scoenaerts

Sebastian Koch

Mine små møder med stjernerne

Cosima Shaw, mødte jeg på et tidspunkt alene på gangen. Hun gik rundt og så meget forvirret ud. Jeg spurgte hende om hun manglede hjælp? Hun kunne ikke finde ud. Så jeg sagde, at hun skulle komme med mig, så ville jeg vise hende ud. Hun var meget taknemmelig og gik derefter ud.

Matthias Scoenaerts, mødte jeg også på en lang gang i en kort pause. Han var en hyggelig fætter. Først gik han forbi mig og et par andre statister. Han smilede og hilste pænt på os – hvilket sker meget sjældent. Det er ikke tit at de professionelle skuespillere har overskud til statisterne. Da han kom tilbage igen stoppede han op ved os og spurgte blandt andet om det var spændende og om vi nød det. Han stod der kun kort for så råbte crew’et efter ham, at han skulle komme tilbage igen, fordi de var klar til optagelse.

Hovedrolleindehaveren, Eddie Redmayne og instruktøren havde jeg også fornøjelsen af at møde. Det fortæller jeg mere om i 3 del.

 

Efter en langvarig godkendeles periode fik jeg endelig den fantastiske besked, at jeg skulle være med i Hollywoodfilmen, The Danish Girl.

For at kunne komme igennem nåleøjet skulle man indsende sine mål; Højde, brystmål, talje, hofte, sko størrelse og hattemål. Mine mål passede heldigvis.

Der gik noget tid inden jeg fik svar tilbage på, at jeg var gået videre i udvælgelsesprocessen. Jeg fik tilsendt et castingsheet, som jeg skulle udfylde. Derefter skulle jeg vedhæfte castingbilleder af hele min figur, samt et portrætbillede. Alt dette skulle sendes videre til Tom Hooper i England, som personligt ville godkende samtlige statister til filmen.

Nogle uger inden at filmen skulle optages i Danmark, fik jeg endelig den dejlige besked, at jeg var udvalgt til, at medvirke i filmen. Nogle dage inden fik jeg besked på, at komme til kostumeprøve i København.

Jeg skulle møde om eftermiddagen og jeg anede ikke, hvad jeg skulle være eller, hvad jeg skulle opleve. Da jeg ankom, var det som at træde ind i en anden verden. Folk snakkede engelsk og der gik statister rundt i tøj, som de gjorde omkring år 1930. Der var en helt speciel energi i huset. Det summede af spænding og begejstring.

Jeg fik at vide at jeg skulle være patient på et kvindehospital. Jeg blev ført ind til kostumierene. Det var et rum der var fyldt helt op med alt muligt forskelligt tøj. Det var utroligt at de kunne finde rundt i det, men de havde helt styr på det. Jeg havde forinden fået at vide, at jeg skulle tage neutralt undertøj med. Min bh skulle være uden fyld og uden bøjle. Det skulle være helt autentisk helt ind til huden. Først fik jeg en underkjole på. Ud over denne fik jeg en hørfarvet enkelt kjole, afslutte med en blomstret kåbe hen over. Jeg fik dertil udleveret nogle lyserøde små sko.

Jeg blev nu ført ind til frisørende, som skulle forvandle mig til en kvindelig patient i 30’erne. Der duftede af hårspray og varme krøllejern. Stemningen var som i en salon. Der blev snakket, sminket, vurderet og sat hår.
De fjernede mit make up og satte curler i håret. Det skulle være pænt, men ikke for pænt, for jeg var jo en patient. Derefter nedtonede mine øjenbryn med make up, så de blev lysere.

Da jeg så ud som jeg skulle, blev jeg sendt til fotografering. På gulvet var der påsat tape, så jeg kunne se, hvordan jeg skulle stå. Jeg fik også et nummer, som jeg skulle stå med. Jeg blev lige rettet til sidste gang også tog de ellers en ordentlig stak billeder. De skulle igen indsendes til instruktøren, som skulle godkende det hele.

Følg med i 2 del, hvor jeg vil fortælle om min dag på optagelsen.

 

Hvis du ikke kan være dig selv, ja, så er du jo ikke nogen.

Lad være med at ændre dig selv i håbet om, at andre mennesker bedre kan lide dig. For ved at være dig, vil det kun være de helt rigtige mennesker i dit liv, som vil elske dig for dit rigtige jeg. Hvis folk ikke kan lide dig for den du er, så har de slet ikke fortjent, at være i dit liv. Du fortjener kun det bedste.

Sørg for at ikke at lade andres had, drama og negativitet stoppe dig i, at være den bedste udgave af dig.

Lad være med, at lad dig kue af, at andre vil grine af dig, fordi du i deres øjne er anderledes. Tænk i stedet på, at du kan grine af dem, fordi de alle er ens og ikke tør stå ved, den de i virkeligheden er.

Tænk på, at lige meget hvad du gør, så vil der altid være nogle, som ikke vil kunne lide dig, så hvorfor så ikke bare være dig selv – det er da nemmest.

Vær den person du er skabt til at være, for så vil du få succes og et lykkeligt liv.

Befri dig selv – vær dig selv

 

Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg sgu været lidt gnavpotagtig her sidst på året, når jeg tænkte på min karriere. Jeg har følt at der ikke er sket en skid og at jeg bare står i stampe. Jeg har været utålmodig og utaknemmelig.

Derfor besluttede jeg mig for, at se lidt over et års tid tilbage i min skuespillerkarriere. Jeg lavede en liste over de ting jeg har medvirket i og den så sådan ud:

Jeg har medvirket i:

3. spillefilm / serie
Hollywoodfilmen – “The Danish Girl”, “Klassefesten 3” og BBC serien – “Wallander”.

4. kortfilm
To af dem var hovedroller.

2. musikvideoer
Blandt andet for Christoffer

2. teaterforestillinger

4. uhyggelige ”Dystopia” arrangementer
Her var jeg uhyggelig mannequin dukke, zombie og Gollum.

4. reklamefilm
Blandt andet for Hi-Fi klubben og Dystopia

6. modeljobs
Blandt andet for Danmarks Radio, Hi-fi Klubben og Carlsberg til J dag.

Hmmm.. Jeg må trække min tålmodighed og utaknemmelighed tilbage igen. Jeg har faktisk medvirket i 25 forskellige skuespilrelaterede ting på lidt over et år.

Derudover har jeg:

Modtaget mange timers privatundervisning hos Jens Arentzen.

Fået denne dejlig blog op at kører sammen med min søster.

Måske stammer min utilfredshed fra, at jeg kun fokuserer på mit slutmål. Derved glemmer jeg helt at se på min vej, imens jeg går derhen imod. Jeg glemmer at se, hvor meget jeg har medvirket i og hvor heldig jeg er. Men også at opdage, hvor meget jeg faktisk har lært om mig selv, faget og hvor meget jeg har udviklet mig på så kort tid – det er godt nok lidt vildt.

Nu glæder jeg mig bare sindsygt meget til år 2016. For hvis jeg kan nå så meget på lidt over et år – hvad ligger så ikke og venter på mig til næste år?!

Kan i have et rigtigt godt nytår!