Favoritter // Hårprodukter

Med mit store ustyrlige troldegarn, så skal der lidt til at tæmme lokkerne. Jeg ved godt, at jeg skal være glad for mit store og krøllede hår og det er jeg også. Nogen gange vel og mærke. Det er sjældent jeg har mit hår helt løst, men det er mere af praktiske årsager end udseende. Jeg kan simpelthen ikke holde ud, når mit hår flyver frem og tilbage i vinden og ender både i øjne og mund. Det har vel også noget at gøre med tilvænning, men min tålmodighed rækker altså ikke altid så langt. Uanset hvad, så kræver mit hår en del pleje, fordi det er tørt efter al den varmebehandling, jeg udsætter det for dagligt i form af føntørre og glattejern.favoritter // hårprodukterEfter jeg har arbejdet i helsekostforretning i en periode, fik jeg øjnene op for mærket Phyto. Deres filosofi er at håret først og fremmest skal plejes ved hovedbunden. Jeg har tidligere skrevet et indlæg om det, hvor jeg fortæller lidt nærmere om, hvad det går ud på her. Alle deres produkter består af 95% naturlige ingredienser og så virker det rent faktisk! Jeg har set med mine egne øjne, at folk genvinder glansen og farven i håret med brug af deres produkter samt volumen, hvilket er et problem specielt for ældre kvinder eller efter graviditet. Om ikke andet, så er jeg ret begejstret over deres produkter og vil gerne smide en anbefaling efter dem. Jeg bruger selv deres serum, eller elixir om man vil, til at løsne eventuelle silikoner og produkter, som kan sætte sig fast i hovedbunden og lukke for hårproduktionen. Efterfølgende bruger jeg deres shampoo til tørt og skadet hår og slutter af med deres balsam. Til at style mit hår og samle de genstridige lokker, bruger jeg egentlig bare en helt almindelig mousse. Jeg er blevet ret glad for Wellaflex, da jeg har læst mig til, at den skulle være nemmere at vaske ud, fordi den kun indeholder vandopløselige ingredienser og er uden silikone.

Favoritter // Makeup

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er ret begejstret for, hvad makeup kan gøre for ens udseende. Specielt på de dage, hvor man vågner efter en dårlig nattesøvn. Jeg kan egentlig hurtig transformere mig fra en morgentrold til en nogenlunde præsentabel ung kvinde, hvis jeg selv skal sige det. Men der skal selvfølgelig lidt krigsmaling til, før det overhovedet kan ske.

Jeg har et par enkelte favoritter, når det kommer til makeup produkter. Mange af dem er nogen, som jeg vender tilbage til gang på gang.  Det er selvfølgelig meget individuelt, hvad man har af præferencer, men jeg elsker selv, når familie og venner giver gode anbefalinger videre. Specielt fordi vi alle sammen ved, hvilken jungle det er derude.makeup favoritterJeg skifter lidt mellem to forskellige foundations – begge er dog fra BareMinerals. Først og fremmest vil jeg lige sige, at deres Originale Foundation er fantastisk! Den giver en flot ensartet hud og giver en svag matterende effekt i forhold til andre foundations, hvilket også gør, at man ikke behøver pudder ovenpå. Den holder derfor også længere. Den er super, hvis man døjer med uren hud, ar eller hvad man nu ellers ønsker at få dækket, da den kan bygges op til at have en rigtig høj dækkeevne. Jeg bruger den faktisk selv nogen gange, som concealer under øjnene.

Deres nyeste skud på stammen er den de kalder Bareskin og er også deres flydende foundation. Den er uden silikone, vand, mineralske olier, parfume og parabener – så dem der er til de lidt mere forskrækkede i forhold til ingredienslisten, kan altså godt hoppe med på denne her. Jeg bruger den, når jeg har brug for lidt ekstra glød og ensartethed i ansigtet eller hvis min hud er begyndt at skalle lidt her i vinterhalvåret. Det er nemmere at skjule sin krakeleret hud med den i forhold til de lidt mere matterende foundations. Jeg ved ikke om andre har oplevet, at de lidt mere matterende produkter kan sætte sig grimt på huden og egentlig bare fremhæve det yderligere? Det har jeg og det er ikke flot!

Min ultimative favorit concealer er og bliver Helena Rubinsteins Magic Concealer. Jeg har snart brugt den i 4 år og der er ingen, der indtil videre har kunne hamle op med denne. Jeg har prøvet flere fra Mac, som folk sværger til, men de gør bare intet godt for mine tørre øjenomgivelser. Rubinsteins concealer virker meget lysnende og har en medium dækkeevne, men kan sagtens bygges op, hvis det ønskes.

For et par måneder siden kastede jeg mig ud i et lidt vovet køb, synes jeg selv, hvor jeg investerede, for det var det faktisk med den pris, i et Contour Kit fra Anastasia Beverly Hills. Det viste sig dog, at det var et ret godt køb, for jeg har næsten brugt det lige siden. Selv Helene var tæt på at gro lange fingre, efter hun afprøvede det hos mig en dag. Contouring, som det kaldes, er blevet super populært og bruges til at skabe skygger og fremhæve ansigtstræk. Jeg har tidligere bare brugt en almindelig solskinspudder til dette, men ekspedienten grinte lidt af mig og sagde, at det var da godt nok lidt old school, så nu er jeg åbenbart med på moden igen.

Mine bryn bliver farvet op med DipBrow Pomade fra Anastasia Beverly Hills. Den er super nem at arbejde med og er tilmed vandfast. Jeg har tidligere brugt både øjenskygger og blyanter til formålet, men de har det med at fordufte fra hudens overflade inden dagen er omme ved mig – så den gik ikke længere.

Denne her kan man vel egentlig godt kalde mit hemmelige våben i min makeup taske. Jeg har nemlig flere gange oplevet at folk komplimenterer mig for mine lange øjenvipper og jeg bliver glad hver evig eneste gang – men det kan jeg i virkeligheden takke Diors Lash Plumping Serum for! Med den i mente, at jeg jo selvfølgelig også er født med forholdsvis lange øjenvipper. Det er et produkt, som er helt hvid og når den tørre ind, bliver den gennemsigtig. Man ligger den egentlig bare under sin normale mascara og så er den med til at give ekstra længde og fylde. Jeg kan nærmest bruge hvilken som helst mascara bagefter og det ser fantastisk ud næsten uanset, hvad jeg gør og jeg behøver ikke engang at bukke mine øjenvipper.

Lad dig endelig inspirere og måske du endda kan nå at tilføje et par ekstra punkter til din ønskeseddel her til jul.